Den gamle Venøsund ll

Ny færge tager over på Venø-overfarten

06. jul. 2010 17.17 Struer

Indenrigsminister Bertel Haarder er med ombord, når den nye Venøfærge den 7. august sætter kurs gennem Limfjorden mod sit nye farvand - sundet mellem Venø og Kleppen ved Bremdal lige nord for Struer.
Ved færgelejet på Venø bliver skibet døbt Venø Færgen og markerer dermed afslutningen på Struer Kommunes færgeprojekt til 55 millioner kroner.

Ældste aktive øfærger
1. september 2010 er det derfor endelig slut for Venøsund og Venøsund II, der indtil da er Danmarks ældste aktive øfærger.
En færgeoverfart til Venø tager omkring 2 minutter - en strækning på 266 m fra kaj til kaj.
Den nye færge er med sine 31 meter, 7,5 meter længere og 1,75 meter bredere end Venøsund II, og kan klare de årlige 130.000 køretøjer på færre afgange.
Derfor kommer der i fremtiden 30 minutters drift frem for 20 minutter.

Færger sælges til højeste bud
De to gamle færger er fra henholdsvis 1931 og 1956, og Venøsund II er også den mindste færge i Danmark, hvor der transporteres to rækker biler.
De bliver solgt til højeste bud.
Færgen er vital for opretholdelsen af et aktivt øsamfund på Venø, hvor der lever omkring 200 øboere og 80 efterskoleelever samt en del turister i højsæsonen.
Men det er særligt ved afgange med såkaldt ’kombi-last’ med lastbiler og andre større køretøjer, at færgens kapacitet giver gevinst med op til 70% mere kapacitet.

Ankerplads ved Kleppen
Når færgen ikke er i rute om natten, har den i modsætning til de gamle færger fast ankerplads ved Kleppen, så der hurtigt kan komme den nødvendige kompetence til færgen eller øen i tilfælde af akutte situationer.
Kun én ud af færgefartens 11 ansatte bor nemlig på Venø.
Efter dåben er der åben færge for alle interesserede, og ruten mellem Venø og Kleppen er gratis i forbindelse med indvielsen lørdag den 7. august 2010.




Om Venøsund ll 

Fakta om Venøsund ll,
Værft: Søren Larsen & Sønners Skibsværft A/S, Nykøbing Mors, Danmark.
Nybygning nr. 107. Leveret: 1956.
Navne
Fuurø (7. november, 1956 - 30. juli, 1974) Venøsund II (30. juli, 1974 - )
Ruter
Stenøre - Branden (Fursund) (1956 - 1975) Venø - Kleppen (Venøsund) (1975 - 31. august, 2010)
Rederier
Fursund Færgeri A/S, Danmark (1956 - 1972) Sundsøre Kommune, Danmark (1972 - 1975)
Venø Færgefart Andelsselskab, Danmark (1975 - 13. september, 1975) Struer Kommune og Ringkjøbing Amtskommune, Danmark (13. september, 1975 - )
Supplerende oplysninger
Kaldesignal OUSO (7. november, 1956 - ) Danmark (7. november, 1956 - )
Hjemsteder
Fur (7. november, 1956 - 30. juli, 1974) Venø (30. juli, 1974 - )
Dimensioner
Længde: 23,77 m, Bredde: 7,44 m, Dybgang: 2,62 m
Tonnage
BRT: 74,68, NRT: 32,26, DW: 36
Kapacitet
73 passagerer, 9 personbiler
Fart
Servicefart: 7 knob
Maskineri
2 stk. Scania diesel, 480 hk (1988 - ) 2 stk. propel (1 for, 1 agter)
Skrog
træ, eg, bøg